|
Det lange hus ud mod
Nørregade, fra Frue Plads til Krystalgade kaldes i det daglige
Kommunitetsbygningen, fordi det, uagtet at det er her, universitetets
øverste ledelse holder til, ikke tilhører universitetet, men den
selvstændige stiftelse Kommunitetet, hvis formål siden oprettelsen i 1569
har været studenterstøtte.
Så det er et af de mange paradokser omkring universitetet, at rektor ikke
er herre i sit eget hus, men bor til leje!
Skiftende anvendelser, kombineret med ildebrande og bombardementer har
medført, at Kommunitetsbygningens bygningshistorie er overordentlig
kompliceret, så her kommer kun et ultrakort rids:
Da Københavns Universitet i 1537 overtog universitetsfirkanten fra
Sjællands biskop - han fik så til gengæld den hidtidige
universitetsbygning lige ovre på den anden side af Nørregade - lå der ud
mod Nørregade flere selvstændige bygninger, der først blev sammenbygget i
begyndelsen af 1600-tallet.
Det sydligste, og vigtigste var det, der på reformationstiden kaldtes
Collegium og som gennem hele 1500-tallet var universitetets egentlige
kerne- eller hovedbygning. Det er kælderen fra dette hus, der i dag kaldes
Munkekælderen.
Navnet er malende men ret beset misvisende, der har aldrig resideret munke
her. Men som facaden ud mod Lindegården den dag i dag bærer præg af
stammer huset fra middelalderen. Det omtales første gang 1464 men kan
meget vel være ældre:
1417 måtte Sjællands biskop, der residerede i Roskilde, afstå byen
København til kongen, og fik derfor brug for en passende
Københavnerresidens. Den blev placeret i det, der nu er
Universitetsfirkanten, og byggearbejderne er rimeligvis gået hurtigt i
gang. Der blev opført en række bygninger, bl. a. det lille stadig bevarede
Konsistoriehus inde i Lindegården, og altså huset her, der meget vel kan
have været selve bispeboligen, og som efter 1537 blev universitets nye
hovedbygning.
Nybyggeri, der skulle imødekomme det voksende universitets behov medførte,
at huset her efter 1600 kunne overdrages til andre formål:
Frederik 2 havde i 1569 stiftet Kommunitetet, en forløber for vore dages
SU. Kommunitetets opgave var dagligt at tilberede og servere 2 måltider
mad til 100 studenter. I en tid uden supermarkeder, køleskabe, elkomfurer
og dybfrost var dette en kompliceret og pladskrævende opgave.
Kommunitetet fik sine indtægter fra et stort antal bøndergårde ud over
Sjælland, fra bøndernes tiende og andre kilder. Fælles for disse var, at
indtægterne kom i naturalier, dvs. i korn, kvæg, svin, fjerkræ og meget
andet. Alt dette skulle indsamles, føres til København og opbevares indtil
det enten kunne blive anvendt i den daglige bespisning, eller kunne
sælges.
Allerede inden 1600 var der ud mod Nørregade og Krystalgade, eller
Skidenstræde, som den hed den gang, bygget et hus til tilberedning og
servering af studenternes mad, men pladsforholdene var trange.
Derfor bestemte Christian 4 i begyndelsen af 1620´erne, efter et grundigt
udvalgsarbejde, at Kommunitetet skulle overtage Collegie-bygningen, som
herefter blev sammenbygget med ovennævnte Kommunitetshus, hvorved den
lange ubrudte facade ud mod Nørregade var etableret, og hele det nye
kompleks blev indrettet til Kommunitetets forskellige formål.
Munkekælderen fik ved den lejlighed har fået det udseende den nu har, vi
har bevaret regnskaberne fra ombygningen. Den har været benyttet som
forrådskælder, hvilket forklarer krogene i loftet, som har været anvendt
til at hænge oksekroppe, skinker, pølser og meget andet godt op i. En
stang gennem ringene i loftet har givet yderligere mulighed for
ophængning.
Rummets anvendelse har altså været tæt knyttet til
Kommunitetsbespisningen, der i fortsatte helt frem til slutningen af
1700-tallet:
|
|
Kommunitetet synes
som så meget andet i de svære år efter svenskekrigene at være gået i
forfald, og blev derfor reorganiseret i 1674. Ved den lejlighed blev det
bestemt, at der hver dag til middag og aftensmad skulle serveres 3 retter
mad, hvilket for middagens vedkommende var en reduktion på én ret i
forhold til tidligere. Det kan lyde af meget, men betragtedes som
tarveligt en tid, hvor et måltid til standspersoner bestod af langt flere
retter. F. eks. fastsatte Christian 4 lige efter 1600, at en doktormiddag
højst måtte bestå af 7 retter, og en magistermiddag af 6!.
Vi har bevaret en ugentlig kostplan fra reorganiseringen:
-
Søndag: Middag:
Kål, Flæsk, Oksesteg. Aften: Vælling, Goffenbrad (der er en oksesteg
stegt i lergryde) og Tørfisk
-
Mandag: Middag:
Ærter, Lammekød, Sild. Aften: Okse- eller Lammekallun (mave), Grød,
Tørfisk.
-
Tirsdag: Middag:
Goffenbrad, Lammekød, Kål. Aften: Oksekød, Grød, Småmad (formentlig ost,
pølse o.l.).
-
Onsdag: Middag:
Sild, Vælling, Lammekød. Aften: Fisk, Grød og Småmad.
-
Torsdag:
Middag: Goffenbrad, Kål, Flæsk. Aften: Lammekød, Grød, Fisk
-
Fredag: Middag:
Hvidkål, Lammekød, Sild. Aften: Lammekød, Grød, Fisk eller Småmad.
-
Lørdag: Middag:
Sild, Vælling, Lammekød. Aften: Oksekallun eller Fisk, Grød, Tørfisk
Det er en kostplan,
der adskiller sig radikalt fra det, vore dages kosteksperter anbefaler.
Frugt er der slet intet af, og forskellige slags kål og tørrede ærter er
alene om at repræsentere grøntsagerne. Der har ikke været mange
C-vitaminer i den kost, og faktisk var skørbug en folkesygdom, der først
forsvandt, da kartoflerne slog igennem op imod 1800.
Variationen består mest i de forskellige slags kød, men her skal man
huske, at det har været ramsaltede og tørrede eller røgede okse- og
svinekroppe, der er tale om, måske med lammekøddet som en velkommen oase
med fersk kød.
Kommunitetsbespisningens historie beretter da også om utallige klager over
madens kvalitet, mange givet velbegrundede. Men måske har det hjulpet, at
der til at skylle maden ned med blev serveret 2 potter , dvs. knap 2 liter
øl pr. mand.
Lige som der var styr på bespisningens materielle indhold var der styr på
de formelle og spirituelle rammer. Spisningen foregik ved et antal borde
(1573-1620: 9, 1620-30: 12, 1660-: 10), men under alt andet end frie
former.
I 1573 blev der fastsat et helt reglement herom, de såkaldte klosterlove,
hvor man blandt mange andre bestemmelser kan finde, at der under måltidet
kun måtte tales latin, og at der skulle foretages recitations- og
disputereøvelser ved bordene. Disse blev ved hvert bord ledet af en dekan,
der tillige førte protokol over forhandlingerne.
Nu har det næppe været dybe videnskabelige betragtninger, der er blevet
udvekslet henover klipfisken, kallunet og de gule ærter, men
videnskabshistorisk er de et umådelig interessant vidnesbyrd om hvad der
rørte sig i de forskellige år. Protokollerne er bevaret i universitetets
arkiv, og er til fri afbenyttelse for enhver, der kunne tænke sig at gå i
kast med dansk videnskabshistorie fra en ny og hidtil uprøvet synsvinkel.
Retur til "100 års festen"
|